Is i maven
Om fordelene ved den rolige reaktion
Forleden dag på min tur med Sullivan – min border collie han på snart seks år, mødte jeg Sisse og hendes ejer. Sisse er en dejlig schæfertæve på tre år, der inden for det sidste år er blevet rigtig godt hidsig, når hun møder andre tæver. Det er ejeren frygtelig ked af. Det betyder, at hun skal være helt oppe på dupperne, når Sisse løber løs på marken, så hun kan få fat i hende, hvis der skulle dukke en anden hunhund op.
Mærkelig nok gjorde Sisse udfald mod Sullivan, da vi mødtes, men som den gentleman han er, så trak han sig bare pænt tilbage og satte sig til at vente ved min side. Det kunne jo være, at den skønne kom på bedre tanker……
For nogle dage siden, fortalte Sisses ejer, havde hun gået tur på vores brakmark, som efterhånden er vokset godt til med træer og buske. Hun havde derfor ikke været opmærksom nok, for pludseligt havde hun set Sisse et stykke væk stå og snuse til en border collie.
Hjertet fløj op i halsen på hende, og hun styrtede hen mod Sisse for at få fat i halsbåndet, inden der skete noget. Og så skete der selvfølgelig lige det, som hun frygtede mest, nemlig at Sisse fløj i hovedet på border collien!
Sisses ejer gjorde lige præcis det, som de fleste ville gøre, fordi vi reagerer som de mennesker, vi er!
Hunden opfatter, at nu kommer ’mor’ til undsætning og endda hurtigt, og hun råber måske ligefrem. Så må situationen være farligt og så b a n g, så går det galt. Situationen er klassisk og helt forudsigelig.
Hvis Sisses ejer i stedet havde observeret situationen, som jo var temmelig fredelig, og i stedet var gået parallelt eller væk fra hundene stille og roligt, så ville sandsynligheden for, at hundene ville gå hver til sit efter endt snusning have været meget stor. Det gælder nogle gange om at have is i maven, men hvor er det svært, for vi er jo kun mennesker…….
|